John Steinbeck: Mus og mænd

 

Forlaget skriver:
Den gribende og klassiske fortælling fra 1937 om venskabet mellem to omstrejfende californiske landarbejdere, den enfoldige og stærke Lennie og hans trofaste og intelligente ven George.

Vi synes:
Vi forstår ikke helt, hvorfor det er en klassiker. Den skal helt klart læses på originalsporg pga. det amerikanske arbejderslang. Derfor forskellig oplevelse blandt læsegruppen – dem duer ikke på dansk! Selv omslaget er tarveligt.

Ellers god komprimeret historie. Meget godt tidsbillede, fx om negeren der ikke må bo sammen med de andre daglejere.

Godt med en kort bog (så fik Marie læst )

Alternativ bagside til bogen (komponeret af Signe & Marie):
Udviklingshæmmet stor ung mand går efter et utal af mus til større objekter og kvæler først hundehvalp siden farmerhustru! Bliver derefter skudt. The End!

3 stjerner (men for den engelske version!)

Dara Horn: Den næste verden

Januar 2008, hos Marie  

Forlaget skriver:

Et maleri af Marc Chagall bliver stjålet fra et museum i USA. Tyven er Benjamin Ziskind, et tidligere vidunderbarn, som lever af at fabrikere spørgsmål til quizprogrammer. Han er overbevist om, at maleriet tidligere har hængt på væggen i hans barndomshjem.

Mens mistanken samler sig om Benjamin, begynder han og søsteren Sara deres egen efterforskning af, hvordan maleriet er havnet på museet. Deres søgen peger tilbage til Sovjetunionen firs år tidligere. Her underviser Marc Chagall jødiske drenge i kunsthistorie, og her begynder maleriets historie. Det bærer på familien Ziskinds forunderlige historie, der strækker sig fra Rusland til USA og Asien – og på en helt særlig hemmelighed.

Vores anmeldelse:

- Fantastisk bog, men det sidste kapitel kunne vi godt have undværet. Fif til nye læsere: Stop ved kapitel 19 ….
- Meget grusomme historier (fra bl.a Rusland og krigen i Vietnam), men ting der foregår den dag i dag!!
- Nu ved vi, at Marc Chargall var russer (typisk tøser!)
- Overrasker og overstiger vores forventninger. På den måde var det fedt at opdage “et ukendt blad”. Forfatteren er jøde, er det derfor slutningen er så underlig/religiøs??
- Bygget op over virkelig hændelser og meget godt skruet sammen

Vi kan dog kun give tre stjerner; den dårlig afslutning trækker en stjerne fra (Kan vi så få nogle ordentlige redaktører derude!!)

Marilynne Robinson: Gilead

Marts 2007. Vi var hos Marie på Østerbro.

Forlaget skriver:

I 1956, mod slutningen af sit liv, begynder pastor John Ames på et brev til sin syvårige søn, som han har fået meget sent i livet. Han vil gerne efterlade sig et vidnesbyrd om sig selv og om sin og drengens slægt.

Både Ames’ far og farfar var præster. Farfaren kæmpede i årevis for ophævelse af slaveriet, og som 50-årig deltog han i Den Amerikanske Borgerkrig på Nordstaternes side. Faren derimod var pacifist.

Ames betragter livet som et langsomt udfoldet mirakel, og han ser både sin unge kone og sin søn i dét særlige lys.

Da en vens fortabte søn vender hjem – en ung mand som Ames aldrig har brudt sig om, og som har trukket et spor af ulykke efter sig – bliver præstens fint kalibrerede verdensbillede imidlertid sat på prøve.

En intens og smuk bog om tro og tilgivelse, om fædre og sønner, og om at sige farvel til livet.

Vores anmeldelse:

• Forvirring omkring navnene, Jack= John? (amerikansk skik)
• Episode med hesten og hullet er hylemorsom
• (Beretninger om) episoder gentages, bare med en ny vinkel – men nok bevidst og meget naturligt når det er retrospektivt/et brev.
• Farfaren er sjov!
• Reiligiøse referencer svære når de bygger på amerikanske forhold – hvad er en presbytarianer?
• Tema: misundelse, præstegerning, finde fred (velsignelsen)
• Sød gestus at skrive brev til sin søn – ansvarsfuldt
• Hvorfor Pulitzerprisen? Fordi den pris er amerikansk.
• Association til “Det lille hus på prærien” – øde, ensomhed som vi ikke kender til i Danmark

Den fik fire stjerner – argument for den sidste stjerne: unik!

Orhan Pamuk: Sne

Det var oktober, vi var hos Marie (som nu er tilbage i folden efter sit eventyr i Indien)

Forlaget skriver:
Den tyrkiske digter Ka er netop vendt hjem efter tolv års politisk eksil i Tyskland, da han beslutter at tage til grænsebyen Kars. Her vil han dels dække et forestående lokalvalg og dels undersøge en historie om en række unge muslimske piger, der har begået selvmord, fordi de ikke må bære tørklæde i skolen.

Ka ankommer til Kars i en voldsom snestorm, og umiddelbart efter lukkes alle veje, så byen er helt afskåret fra omverdenen. Snart tilspidses situationen yderligere, da byen udsættes for et desperat militærkup, hvis formål er at bremse de fremadstormende islamiske fundamentalister, som spås at ville vinde det forestående valg.

I sin søgen efter oplysninger om selvmordene trækkes Ka ind i samtaler med det virvar af politiske fraktioner, byen rummer, og han opdager, at han er blevet inddraget i et spil, som er lige så uigennemskueligt som snestormen, og som tvinger ham til at revidere sine holdninger til øst og vest, religion og tro, kærlighed og lykke.

Vores anmeldelse: 

Sne blev tildelt Nobelprisen mens vi læste den! Ingen havde dog læst den færdig …..

At læse bogen var som at se sneen falde – mørkt og roligt. Svært at skelne de gode fra de onde. For politisk? For megen religiøs snak? Hvem er fortælleren? En god barndomsven?

Lidt for tung at komme igennem.

4 stjerner (måske flere når nogen(?) læser den færdig)

Gabriel García Marquéz: 100 års ensomhed

 Det var 6. oktober 2004, vi var hos Marie i det fantastiske lille hus i skoven.

Forlaget skriver:
Indignation over social uretfærdighed og litterær protest mod de politiske forhold ligger til grund for romanen, som omfatter både magi, fabel og den virkelighed, som bogens titel hentyder til: menneskets ensomhed.

Vores anmeldelse:
Fantastisk bog, som er lidt svær at læse. Et ret omfattende persongalleri. Men det er det hele værd at komme igennem den. Mange små fortællinger i den store fortælling.

Ifølge Annedorthe er det en af hans mest tunge bøger at læse – men der skal jo noget til at vinde Nobels Litteraturpris.

Rigtig mange personer har det samme navn: Aureliano + José Arcadio. Hvert slægtsled har sin Aurealiano/ Arcadio – pg det gør det lidt svært at overskue. Men det kan man sagtens abstrahere fra og så flyder historien fint.

Smukt og spiseligt sprog – det smelter faktisk på tungen.

Fire stjerner

Generation fucked up

Hos Marie, august 2005

Hvem har papiret?